Tag nu ansvar for dit regnskab for pokker

Tag dog ansvar for pokker!

Inden for regnskabsbranchen er digitaliseringen lige nu i en rivende udvikling. Der kommer hele tiden nye metoder som gør arbejdet lettere, og gør det lettere for selvstændige at styre deres regnskab selv.

Da jeg startede med at arbejde i regnskabsverdenen for 10 år siden fandtes der stort set ingen online regnskabsprogrammer. I dag kan programmerne næsten bogføre selv. Og det er faktisk rigtig rigtig fedt. Men det kan også gå rigtig meget galt. Det kommer jeg til at uddybe i et senere indlæg, hvor jeg vil belyse alle farerne ved økonomi programmernes autofunktioner.

I modsætning til mange af mine ”konkulegaer”, er jeg kæmpe stor fan af at de selvstændige lærer at bogføre selv. Det er den eneste måde hvorpå en selvstændig virkelig kan se, hvad de bruger pengene på, og får forståelsen for, hvordan regnskabet er bygget op. Og hvis man forstår hvordan det er bygget op, så kan man rette fejlene og navigere under vejs, og ikke være nødt til at lave en form for damage control når Revisor John eller Regnskabs Hanne skal lave regnskabet i foråret. Hvis man lærer at kigge på sit regnskab som minimum en gang i kvartalet – vil man med stor sandsynlighed aldrig ende med en restskat, eller andre ubehagelige overraskelser i foråret. Hvis man lærer at kigge på sine tal og forstå betydningen, kan man redde sit firma inden det går galt. Alt for mange selvstændige underkender vigtigheden af at kende regnskabet, og tage ansvar for den del. For alt for mange, er regnskabet et nødvendigt onde, og ikke et værktøj der kan bruges til at navigere efter.

For nogle år siden indførte SKAT en ny mulighed, der skulle gøre likviditeten i virksomhederne bedre. Efter min mening er det en kæmpe fejl fra SKAT´s side. De valgte at lade næsten alle køre på Halvårs moms i stedet for kvartalsmoms. Før var det kun de helt små virksomheder der kun skulle afregne moms 2 gange om året.  SKAT gjorde det som sagt for at forbedre likviditeten i virksomheden, lade pengene stå længere i virksomhederne og arbejde, i stedet for at være afregnet til SKAT. Det betyder i praksis at første halvår skulle være afregnet senest 1/9 2018. Rigtig rigtig mange virksomheder fik derfor først bogført i august. Det vil sige over halvdelen af året allerede var gået, inden virksomheden fik et overblik over deres resultat… Virksomhederne har nu kun 4 mdr. til at rette op på det, hvis noget er gået galt. Eller indbetale ekstra B-skat hvis de har tjent for meget i forhold til deres forskudsopgørelse der er lavet i december 2017, og er rent gætværk. (har du for resten tjekket din forskudsopgørelse – har skrevet et indlæg om det, tjek det her…)

Du sidder måske og tænker nu – hvad der dog kunne gå galt i din virksomhed, som kunne redes af at tage kontrollen over regnskabet. JO ser du. Du knokler derud af, bestiller varer, sælger dem, betaler løn til dine ansatte, betaler for markedsføring, lokaler, forsikring, sælger noget mere. En telefon sælger ringer med et skide godt tilbud, du tager i mod. Du sælger noget mere, du skal betale løn igen, du køber nogle flere varer, du har masser af penge på kontoen for du skal jo først betale moms 1/9 – så der er masser af tid til at få pengene ind til det. Men du ved egentlig ikke heeeelt HVOR meget du skal af med. Du rammer slutningen af august, du modtager momsrapporten fra Revisor John eller Regnskabs Hanne, og… dybt suk… det var lidt flere penge end du lige havde regnet med. Du har måske ikke heeelt det beløb på kontoen. Du er jo ikke helt oppe i samme gear endnu hvor du var inden sommerferien. August har måske ikke været så god ren indtjeningsmæssig, kunderne skal jo også lige i gang igen efter sommerferien. Og hvad så… Du skylder nu SKAT penge, hvilket er den VÆRSTE kreditor, for der er No Mercy hos dem, og de kan som ingen anden trykke på knappe og lukke din virksomhed. Og de gør det! Det er ikke en trussel. Det er et faktum. De er ved at være oppe i gear igen, og begynder at komme efter dem der skylder penge.

Nu sidder du måske med en følelse af at jeg maler fanden på væggen og generaliserer. Men faktum er at jeg møder RIGTIG mange selvstændige, som først laver deres moms i sidste øjeblik, og det kommer ALTID bagpå dem hvor meget de skal betale. Jeg kan sige til dem 1000 gange at jeg synes de skal komme ind med deres bilag og få lavet regnskab én gang i kvartalet i stedet, så de hele tiden har kontrollen. Men… regnskabet bliver altid nedprioriteret. Og hvor er det da bare super ærgerligt, når digitaliseringen faktisk giver selvstændige SÅ mange muligheder for at gøre det selv. Tag dog ansvar for dit regnskab og din økonomi for pokker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gitte Haugaard © 2021