B-SKAT! Hvad er det nu det er.

B-skat

Som selvstændig skal du ikke længere betale A-skat som du gjorde da du var lønmodtager, men B-skat. Du skal også betale B-skat selvom du kun er deltids selvstændig, eller honorarmodtager og har et arbejde ved siden af. I det tilfælde skal du betale både A-skat og B-skat.

B-skatten bliver beregnet ud fra dit overskud i din virksomhed.

Jeg anbefaler altid alle mine kunder til at afsætte 50 % af deres overskud til skat. Det gør jeg fordi, så vil de stort set aldrig komme til at betale for lidt i skat.

Præcis hvad du skal betale i skat, er svært for mig at fortælle lige her, uden at kende dine tal.

Det kommer helt an på

  • din trækprocent, den kender du måske fra din A-skat. Den er typisk på mellem 38% og 41%
  • Hvad du har af privat gæld
  • Om du ejer et hus
  • Om du er gift
  • Om du får supplerende dagpenge eller har en anden indkomst

Grunden til at jeg altid anbefaler at afsætte 50 % af overskuddet, på trods af at din trækprocent måske kun er på 38%, er fordi du som selvstændig også skal betale 8% arbejdsmarkedsbidrag. Det kender du måske fra din lønseddel som AM-Bidrag.

Jeg har lavet denne opstilling til dig, så du kan få et lille indtryk af hvordan det ser ud i kroner og ører.

 

Du kan i din forskudsopgørelse taste det beløb ind, du forventer at have i overskud for 2022. Efter det er tastet ind, får du en ny forskudsopgørelse. I den nye forskudsopgørelse, er din B-skat fordelt i rater. Der er på et helt kalenderår 10 B-skat rater. ( juli og december er fri måneder)

B-skatten betales den 20 i hver måned, og hvis du ikke betaler, får du en kærlig påmindelse fra SKAT 🙂

Jeg ved godt det er hammer svært at vurdere hvad du ender med at få i overskud når året er gået. Men det er heldigvis sådan med forskudsregistreringen, at du kan rette i den lige så mange gange du vil. Så hvis du gider, kan du rette hver eneste måned. Men det giver ikke så meget mening.

Jeg anbefaler at du som minimum hvert kvartal får bogført dit regnskab op til dato, og kigger på hvor dit overskud er henad.

Efter 1. kvartal ganger du dit overskud med 4

Efter 2. kvartal gange du dit overskud med 2

Efter 3. kvartal, dividerer du dit overskud med 3 og ganger med 4.

Efter 4. kvartal – der er det for sent. For så er året gået, og du kan ikke rette i din tidligere forskudsopgørelse mere. Men, du kan bruge 4. kvartal til at lave din forskudsopgørelse for det nye år.

Regnskabsår og årsopgørelse

Dit regnskabsår som PMV eller enkeltmandsvirksomhed går fra 1/1 – 31/12.

31/12 slutter dit regnskabsår, og i løbet af foråret her skal du have lavet dit årsregnskab. Jeg har tidligere skrevet at det ikke er et krav at du udarbejder et årsregnskab, men jeg vil til hver en tid anbefale at du får det lavet hos en professionel, så du er sikker på at du hverken snyder dig selv eller SKAT. 01/07 er der deadline for indberetning af den udvidede selvangivelse for PMV og enkeltmandsvirksomheder, og du kan ikke få din årsopgørelse før selvangivelsen er indberettet. Hvis du er gift, er din ægtefælles årsopgørelse også låst, indtil du har indberettet din selvangivelse. Det er fordi jeres skat hænger sammen. Hvis den ene af jer ikke bruger alt fradraget, bliver det automatisk flyttet over til den anden.

Du har nok tjekket din årsopgørelse før. Det er typisk den der er skyld i, at vi er nogle stykker der midt i marts ikke kan arbejde, fordi alle danskere på samme tid skal ind og tjekke om de skal have penge tilbage i skat eller ej, og derved får smadret SKAT´s system.

Den udvidede selvangivelse, er det der danner grundlag for din årsopgørelse, bare som navnet måske afslører, med udvidelser. Som selvstændig med CVR har du nu fået et ekstra punkt tilføjet på din årsopgørelse, og ekstra rubrikker. De ekstra rubrikker du har fået handler om din virksomhed, overskud/underskud og renteudgifter/renteindtægter i din virksomhed.

Ud fra de tal der bliver tastet ind i din udvidede selvangivelse, bliver din skat gjort op. Hvis du løbende har betalt B-skat, bliver det du har indbetalt, modregnet dit resultat. Hvis du ikke har betalt løbende B-skat, vil du hvis du har et overskud, med stor sandsynlighed få en restskat.

SKAT er i det tilfælde faktisk ret flinke. Hvis du får en restskat, kan du vælge at gøre 2 ting.

Den ene er at betale hele beløbet på én gang, så er den ude af verden, og du sparer et rentetillæg.

Den anden er at følge SKAT´s forslag. De foreslår typisk at restskat op til kr. 21.230 bliver indregnet i forskudsopgørelsen for næste år, og at restbeløbet skal betales i 3 rater. Så hvis du får en restskat på kr. 50.000, vil SKAT indregne 21.230 kr. i næste års forskudsopgørelse, og de sidste kr. 28.770 bliver delt i 3 rater á kr. 9.590, – som skal betales i september, oktober og november.

Husk – hvis det er sort snak det hele, så skriv eller ring. Så guider jeg dig igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gitte Haugaard © 2021